Gro&Co er blevet en integreret del af

Besøg vores hjemmeside og se hvad vi kan hjælpe dig med

Gå til oerskovgruppen.dk
Tre grunde til at bruge email-markedsføring

Tre grunde til at bruge email-markedsføring

Email-markedsføring er virkelig effektivt. Her er tre grunde til, at du bør overveje at benytte dig af kanalen med den højeste ROI.

Laura Riis Frederiksen
Laura Riis Frederiksen, Marketingassistent

Udgivet: 14. december 2021

Emailen er urørlig

Jeg vil til enhver tid anbefale at markedsføre sig på mere end én kanal. Men hvis vi ser på kanalerne hver for sig, er der ikke nogen enkeltstående kanal, der kommer i nærheden af, hvad email-markedsføring kan præstere. Hverken online eller offline.

Emailen har den højeste ROI (Return on Investment). Der er lavet et hav af undersøgelser, der afdækker, hvor meget omsætning email marketing giver pr. investeret krone. Resultaterne varierer lidt, men ligger omkring 40. Hver gang du tager en krone op af lommen, kommer den i gennemsnit igen 40 gange via email-markedsføring - vel at mærke, hvis du gør det godt. Det er en supersælger.

Forestil dig en tragt, der symboliserer kundens købsbeslutningsproces

Øverst i tragten er forbrugeren langt fra købsbeslutningen, så her skal din markedsføring skabe awareness for dit brand og vække et behov hos din modtager. Jo længere forbrugeren kommer ned i tragten, des tættere er hun på at konvertere og jo mere produkt- og salgsspecifik bliver din markedsføring.

Med en sammenhængende markedsføringsindsats, kan vi ”skubbe” personer øverst i tragten ned mod bunden for til sidst at blive købende, loyale kunder.

Emailen kan bruges på alle niveauer i tragten. Den løser ikke kun opgaven med at konvertere emailadresserne til betalende kunder; den kan også motivere, inspirere og engagere potentielle kunder til at blive betalende kunder.

Og der er 3 årsager til, at email-markedsføring er så vanvittigt effektivt. De tre årsager vil vi se på nu.

#1 Du har fået lov

Tommelfinger op

Du har fået tilladelse til at skrive til dine modtagere. Det er markedsføring, dine læsere aktivt selv har sagt ja til.

Det modsatte er forstyrrelsesmarkedsføring, som din målgruppe ikke selv har bedt om. Det er for eksempel telefonsalg, bannerannoncer eller tv-reklamer. Her har forbrugerne i højere grad paraderne oppe, men et nyhedsbrev, man selv har tilmeldt sig, er noget andet.

Indholdet skal selvfølgelig være relevant og interessant. Glem alt om ørkesløse tilbudsmails, modtagerne ikke kan skelne fra hinanden og skriv nærværende, personlige emails. Du har fået lov, og det virker.

#2 Mennesker skal påvirkes adskillige gange, før vi skrider til handling

Mails

Lige meget hvem vi er, eller hvad vi laver, har vi én ting til fælles: Vi skal påvirkes mere end én gang, før vi skrider til handling - for eksempel før vi foretager et køb.

Vi skal faktisk påvirkes 5, 7 eller 12 gange - det kan eksperterne ikke blive enige om. Det er egentlig også lige meget, hvem der har ret. Faktum er, at der skal flere påvirkninger til. Antallet er naturligvis også afhængigt af, hvilken handling, du ønsker. Der er forskel på at sælge hårbøjler og dyre biler. Jo mere kompliceret beslutningsprocessen er, des flere påvirkninger skal der til.

Uanset, hvad du sælger, er grundpræmissen, at du skal lave adskillige påvirkninger. Det er email marketing genialt til, for du kan bygge dine emailkampagner op af flere mails, der inspirerer din modtager og motiverer hende til at skride til handling. 

Alternativer til email-markedsføring er betalt trafik på Google eller sociale medier, som også er effektive kanaler. Her betaler du for trafikken, hver gang en bruger besøger dit website. Med emailen betaler du (måske) én gang, for at få en tilmelding, men herfra koster det næsten kun den tid, du investerer i at få lavet noget godt indhold.

Du skal ikke holde dig fra at bruge andre kanaler. De fleste virksomheder har brug for en omnichannel strategi, hvor de forskellige medier spiller hver deres rolle i den samlede kommunikation.

#3 Du kan skabe en personlig relation

People buy from people they trust

Det betaler sig at skabe relationer til dine kunder. Som forbrugere handler vi helst med nogen, vi kender og stoler på. Tendensen er blevet endnu mere udtalt post-corona, hvor opmærksomheden på at handle lokalt er øget. Forbrugerne prioriterer det nære og betaler gerne lidt mere for at støtte lokalt. Det kan være en udfordring, hvis du er e-handler, men her er email-markedsføring (også) din ven. For den relation, der opstår med kunderne henover disken i en fysisk butik, kan du langt henad vejen skabe via email.

Der er forskel på en email og en salgsannonce. De mails, jeg modtager, der ikke giver mig meget andet end et billede og en pris på det, afsenderen gerne vil sælge, ryger direkte i skraldespanden.

Email-markedsføring er meget mere end halvautomatiske mails med ugens tilbud. Effektiv og salgsskabende email-markedsføring er varierende kampagner med emails, der engagerer, motiverer og inspirerer læseren.

Der er god plads til storytelling i email-markedsføring. Skriv dine emails i en personlig tone og skru ned for beretningerne om, hvor gode I er i din virksomhed. Lad dine emails handle om modtagerens udfordringer, så hun kan genkende sig selv i det, du skriver, og kom med et bud på, hvordan du, dit produkt eller din service kan hjælpe med at løse dem. Brug hellere end gerne humor, uanset om du skriver til slutforbrugere eller repræsenterer en b2b virksomhed. Humor nedbryder barrierer og er fantastisk til at skabe relationer. 

Nu ved du, hvorfor du bør bruge tid på email-markedsføring

Nu har vi set på tre årsager til, at email-markedsføring er virkelig effektivt. For det første er det markedsføring, som dine modtagere selv har sagt ja til. For det andet skal mennesker påvirkes flere gange, før de skrider til handling, og det er email-markedsføring genialt til. Sidst, men ikke mindst, giver email-markedsføring dig mulighed for at skabe en relation til dine modtagere, og det betaler sig. 

Vil du gerne sælge mere med email-markedsføring? Se her, hvordan vi kan hjælpe dig.

Hos Gro&Co kan vi hjælpe dig med email-markedsføring på flere forskellige måder. Lige fra workshops og rådgivning om potentialer og taktik til planlægning, eksekvering og opfølgning.

Kontakt os for en uforpligtende snak.

Kontakt os
Kontaktperson